Mine udflugtsmål i Jammerbugt Kommune

Biersted Bakke

bjerg, i forhold til det omkringliggende flade land, så selv om det kun er en bakke, der hæver sig 33 meter over havets overflade, så fik stedet navnet ”bjergsted” eller Biersted.

Blokhus Klitplantage

Det meste af Blokhus Klitplantage blev plantet fra 1895-1910, da Blokhus var et beskedent fiskerleje. l dag er Blokhus - især om sommeren - et mylder af turister og strandglade lokale. Dyrene i den 642 hektar store plantage, er så vant til at dele skoven med tobenede, at de gerne stirrer tilbage på de mennesker, der stirrer på dem.

Her finder du en kort beskrivelser af og billeder fra spændende udflugtsmål i Jammerbugt Kommune, og ikke mindst links til længere tekster på bloggen på Facebook

Bulbjerg

Som en skulder ved Jyllands vestkyst vender Bulbjerg sig op imod vinden. Den 47 meter høje knude af kalksten står, som har den netop rejst sig fra de bløde omkringliggende klitter. Men det har den ikke. Knuden er en oldgammel svend. Den er den nordligste del af Bulbjerg-øen, som er én af de mange øer i det hav, der dækkede Hanherred i stenalderen.

Fosdalen og Lien

Landskabet i dette nordvestligste hjørne af Hanherred er præget af Lien, Danmarks største indlandsskrænt, som rejser sig med højder over 60 meter over det flade forland. En række dybe dale og erosionskløfter skærer sig ned i Liens bløde undergrund. Den mest kendte og den største er Fosdalen.

Gjøl

Gjøl var indtil 1930 en ø på cirka 4150 tdr.land. - svarende til knap 23 kvadratkilometer i Limfjorden. I 1919 blev Gjøl forbundet til naboøen Øland via en dæmning, og i 1940 blev Gjøl med omfattende dræning på et område nord for øen gjort landfast med Vendsyssel.

Kettrup Bjerge

Kettrup Bjerge er et yndet vandretursområde, hvor højdepunktet Ørnbjerg med sine 43 meter hæver sig og giver overblik. Fra Ørnbjerg kan man i klart vejr se helt til Hanstholm og Rubjerg Knude. På Ørnbjerg finder man desuden et kystbefæstningsanlæg med 23 bunkers og kanonstillinger - et levn fra anden verdenskrig.

Lille Norge

Lille Norge er en noget stejl smeltevandsdal, der er skåret ned i litorinahavskrænten. Skrænten er ler, men overlejres af sand, der er indbragt af vand og vind. Navnet Lille Norge kommer ifølge overleveringen fra en norsk kaptajn, der havde hjemve og kunne se en afglans af de norske fjelde i de stejle skrænter i Lille Norge.

Moserne ved Moseby

Omkring Pandrup ligger flere store moseområder: Sandmosen, Koldmosen, Lundergaardsmose, Udholm mose m.fl. Moserne udgør i dag en spændende natur med et varieret dyre og planteliv. Tidligere var moserne stærkt præget af sandflugt, men samtidig områder, hvor folk hentede deres brændsel i form af tørv.

Rødhus

Rødhus er kendt som sommerhusområde med en fantastisk badestrand. Men bag badestranden ligger også en flot natur. Bag de markante havklitter ligger nemlig klitheden, men også et større vådområde.

Saltum

Mon ikke de fleste, i hvert fald heroppe i Nordjylland, har hørt om Saltum. De fleste tænker nok med det samme på en af Danmarks absolut bedste badestrande, Saltum Strand, eller på den meget kendte forlystelsespark Fårup Sommerland, der ligger lidt uden for Saltum. Men Saltum er faktisk meget mere end det... Saltum ligger ca. 10 km syd for Løkken og 7 km nord for Pandrup, og den har knap 700 indbyggere. Oprindeligt lå Saltum omkring Saltum kirke, men som så mange andre steder i Vendsyssel, betød sandflugten af byen blev flyttet til sin nuværende placering.

Slettestrand

Fra Slettestrand har der været drevet fiskeri fra åben strand gennem mange år, men stedet har også været ladeplads for 1800-tallets skudehandel, hvor fladbundede lasteskuder, der kunne gå op på stranden, fragtede landbrugsprodukter til Norge og importerede træ og jern derfra. Slettestrand har også været hjemsted for en redningsstation, som nu indgår i projektet Han Herred Havbåde, der arbejder for at bevare kystkulturen langs Jammerbugten.

Store Vildmose

Store Vildmose er resterne af hvad der tidligere var Europas største højmose. Mosen er beliggende mellem Aabybro, Pandrup og Brønderslev. Store Vildmose er oprindeligt tørt land, som blev dyrket helt op i Jernalderen, men fra ca. 1500 f.Kr. begyndte der at komme klimaforandringer, og jernalderbønderne blev fortrængt fra området. Mosen voksede med tiden til en stor højmose på ca. 50.000 kvadratmeter.

Svinklovene

Svinklovene er navnet på et specielt landskab ved det nordvestlige hjørne af Svinkløv Plantage. Landskabet er bølget og smukt og grønt – og enkelte steder lysende lyst. Den kammede profil skyldes, at regnvandet har taget sig rigtig god tid til at opløse det bløde skrivekridt, som de bølgende bakker består af. Tidligere stod kløfterne som kridhvide skår i skrænten – nogle steder er kridtet stadig blottet, men i dag er størstedelen af arealet tilgroet og derfor blødt at se på.

Svinkløv Klitplantage

Få steder kan man som her i Svinkløv Klitplantage vandre i tæt, frodig skov for minutter senere at befinde sig helt ude ved havet med vidtstrakte udsigter til alle sider. Naturen er områdets største seværdighed, men her er også helligkilde og jættestuer og det fine miljø omkring Svinkløv Badehotel, der blev bygget 1925.

Thorupstrand

Thorupstrand er et levende kulturmiljø og Nordeuropas største kystlandingsplads. Her kan du følge med og se fiskerbådene blive trukket op på stranden efter dagens fangst. Vester Thorup Klitplantage ligger mellem Thorupstrand og Bulbjerg. Plantagernes oprindelige formål var at dæmpe sandflugten, at skabe en træproduktion og at give lokal beskæftigelse. Alle formålene er for længst opfyldt, så nu byder plantagerne besøgende inden for i smukke rekreative områder med vandre-, cykel- og rideruter for alle niveauer af energi.

Tingskoven og Andebjerg Hede

Når man mellem Brovst og Fjerritslev kører ad Ålborgvej, og drejer mod syd ad Trekronervejen, for at komme til Aggersundbroen, så kører man gennem Tingskoven, der blandt andet gemmer på to mystiske stencirkler og som har været nedkastningssted for modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig.

I det sydøstlige hjørne af Tingskoven ligger Andebjerg Hede, som var mit oprindelige mål med turen. Her ser landskabet nok mere ud, som det gjorde, før det blev tilplantet med skov og så er heden hjemsted for sjældne arter som mariehøneedderkop og vårkobjælde.

Vejlerne

Vejlerne er Nordeuropas største fuglereservat og et af de vigtigste områder for ynglende og rastende vandfugle. Her ligger Skandinaviens største sammenhængende rørskove, og udstrakte enge og søer sikrer faste levesteder for store bestande af trængte vandfugle. Flere end 300 fuglearter er registreret i Vejlerne, heraf 130 ynglende. Mindst 10 fuglearter har deres vigtigste, danske levested her.

Blokhus

Hvis ikke andet, så er Blokhus kendt for sin badestrand, med fint lyst sand, som hvert år trækker op mod 1 million gæster til området. Blokhus var i 1600-tallet og frem til 1800-tallet et søfartssamfund, der helt eller delvist ernærede sig ved skibsfart fra Norge. I dag er Blokhus mest kendt som turist- og badeby, der de mange gæster til trods, kun har knap 500 fastboende indbyggere. Til gengæld er byen omgivet af kæmpe sommerhusområder.

Tranum Klitplantage

Tranum Klitplantage er anlagt i årene fra 1918 med det formål at stoppe sandflugten. Før var her gårde med landbrugsjorder og mose, men på grund af sandflugten var dyrkningen urentabel eller helt umuliggjort. Tilplantningen krævede megen arbejdskraft, for der skulle både dæmpes sand med lyngdække, graves grøfter til afvanding og etableres skovveje. Tranum Klitplantage er nu 3910 ha og består af store skovbevoksninger. Desuden er der stadig større områder med klit og mose.