FOKUS PÅ: Mimicry - kunsten at lig
Det sker jævnligt, at jeg bliver snydt på mine gåture. Jeg ser et insekt og vil tage et billede i den tro at det er en bi eller en hveps, men ved nærmere eftersyn, så viser det sig at insektet er en flue. Det er fordi der er dyr og planter der benytter sig af mimicry, som nok bedst kan oversættes til lighedsværn, og er det at beskytte sig ved at ligne noget, der er farligt.
Der findes flere forskellige former for mimicry, hvor den mest kendte netop er når en ikke giftig art efterligner en giftig arts farvetegninger, bygningstræk under tiden endda adfærd og duftstoffer, for at undgå at blive ædt. Det kalder man Bates’ mimicry, efter den engelske biolog Henry Walter Bates, der beskrev fænomenet i 1861.
Netop Bates’ mimicry er det jeg oftest lader mig narre af, og her i år er der specielt en flue, der har drevet gæt med mig. Det er foranderlig humlesvirreflue, der alene med sin størrelse på 11-17 cm nemt kan forveksles med en humlebi.
Ser man foranderlig humlesvirreflue tæt på, er man ikke i tvivl om, at det er en flue. Den har store øjne og meget små antenner. Men når den flyver, ligner den en humlebi utrolig meget. Den flyver dog bedre. Den kan f.eks. stå stille i luften, og flyvelyden er også absolut flueagtig.
Ikke nok med, at den efterligner humlebier, den efterligner endda flere forskellige arter af humlebier. Nogle ligner stenhumle mens andre ligner jordhumle. Deraf også navnet ”foranderlig humlesvirreflue”
Denne flues larver lever i humlebiboer og hvepseboer, hvor den lever af skidt og møg i krogene. Man må tro, at udseendet hjælper denne flue til at snige sig ind i humlebiboer at lægge æg, men den nøjes dog oftest med at smide æggene udenfor boet og lade larverne kravle ind selv.
Selv om de to former er meget forskellige af udseende, så tilhører de dog samme art, og når de finder partnere, er de ligeglade med farven.
Men ligheden til trods så er foranderlig humleflue fuldstændig ufarlig, og kan ikke stikke ligesom den humlebi den efterligner. Det samme gælder for den relativt sjældne brun bjørnesvirreflue, som jeg har været at heldig at støde på et par gange. Den forsøger at efterligne agerhumle.
En af de mest udbredte svirrefluer er dronefluen, den benytter sig som de fleste andre svirrefluer også af mimicry, den kan nemlig forveksles med honningbien.
Men der er ingen tvivl om, at de fleste svirrefluer, i øvrigt sammen med mange andre arter, forsøger at efterligne gedehamsen der gerne stikker og derfor er frygtede. Nogle med større held and andre.
Det er ikke kun svirrefluer der efterligner gedehamse, der er også eksempler på biller og sågar en edderkop. Hos hvepseedderkoppen er hunnen, med sin gul- og sortstribede bagkrop, en særdeles genkendelig edderkop, der ikke kan forveksles med andre edderkopper i Danmark. Hvepseedderkoppen er en – efter danske forhold – stor edderkop, idet hunnen typisk har en kropslængde på 1,5 cm. Hannen er ret uanseelig og mangler hunnens karakteristisk farver og mønster. Den er også noget mindre, typisk omkring 0,5 cm.
Der findes også stankelben, der har forsøgt sig med de gule og sorte farver, i et forsøg med temmelig begrænset succes, på at ligne noget farligt. De lange ben er i hvert fald temmelig afslørende, for os mennesker.
En anden form for forklædning, som godt kan minde lidt om Bates mimicry er Müllers mimicry. Det bruges om arter, der selv er giftige, men som benytter samme advarselsfarver som andre giftige arter, til fælles fordel.
Her er det nærliggende at holde fast i bierne og hvepsene, som jo bruger de sortgule signalfarver. Men skal jeg nævne et andet eksempel på Müllers mimicry kan det være natsommerfuglene blodplet og seksplettet køllesværmer der benytter sig af sorte og røde advarselsfarver, og umiddelbart også kan være svære at skelne.