FOKUS PÅ: Tårnfalken

Den lille rovfugl med superkræfter.

En musende tårnfalk

Tårnfalken, med det videnskabelige navn Falco Tinnunculus, er en af vores mest almindelige rovfugle, og også blandt de mindste, den har nemlig nogenlunde samme størrelse som husskaden, som er en fugl de fleste kender.

Tårnfalken er det åbne lands rovfugl, hvor den typisk har rede i gamle kragereder, i levende hegn eller mindre træbevoksninger. Men den bruger også gerne opsatte redekasser eller nicher på høje bygninger.

Tårnfalken lever næsten udelukkende af mus, og det er her superkræfterne kommer i spil. For tårnfalken kan nemlig se ultraviolet lys, og da museurin udsender UV-lys, så har den på det nærmeste et kort over musenes foretrukne stier og tilholdssteder.

Man ser ofte tårnfalken svirrende fuldstændig bomstille i luften, mens den kigger efter mus, som den så dykker efter, når den ser dem. En jagtteknik, der kaldes at ”muse”.

Med baskende vinger og halen udspredt i en vifte kan tårnfalken stå helt stille i luften på udkig efter mus.

Om vinteren lever tårnfalken også af mus, men her kræver dens form for jagt for megen energi, så i stedet ser man den ofte sidde på en pæl eller i et træ, hvor den spejder efter bytte. Det er ikke så effektivt som at muse, men til gengæld gør den sparede energi, at den lettere klarer sig gennem vinteren.


Tårnfalken søger typisk sit bytte i udyrkede områder i det åbne land, typisk i markkanter og på græs- og engarealer. Så man kan hjælpe tårnfalken ved at bevare disse arealer, eller endda udlægge flere.

Men eftersom der tilsyneladende også er en vis boligmangel hos tårnfalken, så kan man faktisk også hjælpe den hvis man har en høj bygning eller mast tæt på disse områder. For hvis man sætter en redekasse op på disse steder, så flytter tårnfalken ofte ind.

Tårnfalk i en redekasse, højt til vejrs i en pæl.

Hvis du vil bygge din egen redekasse, så kan du finde opskriften her:
http://uglekasse.dk/byg-en-taarnfalkekasse/

Forrige
Forrige

FOKUS PÅ: Hedepletvinge